Han gjorde det sgu...

Køber han så en gård på Stevns? 

Simon Borch Rasmussen, som vandt TV2s populære programserie “Hjem til gården” spiller til daglig fodbold i AIK 65 Strøby. 

“Klubben kan naturligvis ikke lade det forbigå i tavshed, at vi nu har sådan en berømthed løbende rundt på banerne,” udtaler Pernille Worm, som er medlem af bestyrelsen. Klubben har stillet ham nogle spørgsmål og det er der kommet dette lille interview ud af.

Hvad har deltagelsen og sejren afstedkommet?

“Jeg har fået nogle gode bekendtskaber på gården og især Mette, Michelle og Daniel håber jeg at kunne holde fast i, for det er rart at kunne dele en så speciel oplevelse med nogle, som har været igennem det samme. Og den udvikling, jeg gennemgik derinde, har de på en måde også været en del af eller vidner til. Som jeg har til deres.

Pengene, jeg vandt, vil primært blive brugt på min nyopstartede tømrervirksomhed, Borch Byg, som jeg forventer går i luften omkring 1. juli, men jeg skal også forkæle min familie lidt. Min søster får en tur i luftballon, min mor en forlænget weekend og min far en fodboldtur. De er rigtigt glade på mine vegne over at jeg gik hele vejen. De har støttet op omkring mit ophold på gården og har levet sig ind i det alle de søndage, hvor programmet blev vist.

Jeg har også fået tilbudt et job hos en tømrermester, men det takkede jeg pænt nej tak til, da jeg starter op som selvstændig.”

Nu er du jo blevet en kendis. Har du mærket noget til det?

“Jeg er blevet genkendt nogle gange. Folk har spurgt ind til mig og min deltagelse på gården og det er nu meget sjovt.” 

Som deltager i et realityprogram, som “Hjem til gården” er, kan man blive nomineret til en pris ved det årlige reality awards show. Og måske blive tilbudt deltagelse i et andet realityprogram. Noget som Simon godt er klar over. Han mener dog ikke at det bliver til en egentlig reality karriere. “Det behøver jeg ikke,” siger han. I fodboldklubben tænker vi at Simon kommer til at vælte rundt i tilbud - både fra castingfolkene og potentielle kærester,  for han gjorde en god figur og var en suveræn vinder. 

Blev du så glad for landlivet, at du vil bo på en gård på et tidspunkt?

“Det bliver ikke en gård på landet, for jeg vil gerne bo et sted, hvor man kan cykle til købmanden, hvor der er lidt liv i byen og gode naboer er tæt på.

Jeg har altid haft en drøm at bo ved vandet og om det betyder at jeg flytter tilbage til Strøby Egede, det må tiden vise. Det er i hvert fald et dejligt sted.”

Simon har boet i Strøby Egede og var næsten nabo til fodboldbanerne, men er siden optagelserne flyttet til Valby. På trods af afstanden kører han dog gladeligt til fodboldtræning og kampe i Strøby, fordi han er glad for fodboldkammeraterne og det sociale liv, de har sammen i seniortruppen. 

Seniortræner Kenny Hansen udtaler:

"Hele seniorafdelingen i AIK 65 Strøby er ekstremt begejstret på Simons vegne. Da vi fik at vide han skulle deltage, vidste vi godt, han ville komme langt. Simon har jo en fantastisk mentalitet, som man også kunne se i programmet - og så har han nogle exceptionelt gode sociale kvaliteter. 

Simon er utrolig vellidt på holdet, så det var naturligt at han også blev det i programmet blandt de andre deĺtagere. At han så også er en dygtig taktiker, vidste vi ikke, men det kan være han måske skal indover taktikmøderne, så vi kan få nogle flere point. 

Nu er håbet, at vi kan holde ham i klubben noget tid og ikke mister ham til alle mulige andre tv-programmer. Han ville jo nok også kunne vinde hele skidtet i Robinson og så er der ikke langt til en optræden i "Ex on the beach”.

Når alt er sagt, så under vi ham sejren 100%. Han har en verdensklasse attitude og vi er heldige, at have ham på holdet og at vi kan få lov at fejre ham. Vi får ikke mange bedre muligheder for at drikke øl eller sodavand ude i klubben. Det kan snildt fejres flere gange!"

Hvordan gik det til at du kom med i “Hjem til gården”? - og hvorfor ville du gerne?

“Jeg meldte mig selv til programmet for at få en helt særlig udfordring - både fysisk og mentalt. Jeg er konkurrencemenneske og elsker at presse mig selv fysisk - som jeg bl.a. også gør til fodbold og i mit job - og tænkte at “gården” kunne være et oplagt og udfordrende sted at gøre det. Fra tidligere sæsoner af “Hjem til gården”, vidste jeg at der er et stort element af fysisk arbejde, der skal gøres. Jeg er tømrer og tænkte også at jeg måske ville stå overfor nogle spændende opgaver, som jeg ikke før har kastet mig ud i. 

Rent mentalt gik jeg og tumlede med nogle ting på det tidspunkt og tænkte at noget så anderledes, kunne give mig det spark, jeg behøvede, og måske ovenikøbet bidrage til lidt selvudvikling.”

Ved du hvorfor, du blev udvalgt?

“Jeg ved ikke hvorfor jeg blev udvalgt til programmet. Måske passede jeg på en profil, de ønskede at have med på gården? Det er en meget blandet gruppe deltagere og de har helt sikkert nogle kriterier, som de søger opfyldt. Det var dog ikke noget, vi blev delagtiggjort i.

I første omgang foregik castingen over en telefonsamtale. Derefter var der en gruppecasting med 9 andre og til sidst en casting foran TV2 og Strong, som optager programmet. 

Jeg var på gården fra d. 10. august til d. 16. september. En pænt lang periode for os, der kom længst. Så jeg fik det hele med.”

Hvad var det sværeste ved at være på gården? Det bedste? 

“Det sværeste var nok at skulle samarbejde med 13 helt fremmede mennesker. På meget kort tid at få lært hinanden at kende, så vi kunne få løst opgaverne bedst muligt og finde ud af at bo sammen. Det er grænseoverskridende, men også virkelig lærerigt, da man bliver tvunget til at observere, lytte og kommunikere. Man kan ikke bare gemme sig.

Det var også svært at undvære nogle af de ting, jeg plejer at have i hverdagen. Især et toilet med skyl, et moderne udstyret køkken, en vaskemaskine, m.m. Nu har jeg prøvet det og det gik jo heldigvis.

Det bedste var at man ikke blev forstyrret af alle urolighederne udenfor matriklen. Ting som man normalt forholder sig til og påvirkes af. Der var så fredfyldt.”

Sidste spørgsmål: Hvilke dyr på gården kunne du bedst lide? 

“Jeg kunne bedst lide de små katte, vi havde. De var søde og ville gerne snakke.”